Redegørelse for VVM-pligtige anlæg

En konkret vurdering af projektets karakteristika, placering og potentielle miljøpåvirkning – en såkaldt screening – afgør, om et anlæg eller projekt er omfattet af VVM-reglerne.

Der er opstillet en række krav til, hvad en VVM-redegørelse skal indeholde. Den skal belyse samtlige miljømæssige konsekvenser af et anlæg eller projekt, herunder eventuelle relevante alternative udformninger eller placeringer. Derudover skal mulige løsningsforslag, som kan reducere anlæggets eller projektets virkninger på miljøet, beskrives.

Ansøgeren skal levere alle de oplysninger, der er nødvendige for at lave en miljøvurdering. Det er kommunens opgave at sikre, at alle konsekvenserne er belyst tilstrækkeligt. På baggrund af VVM-redegørelsen udarbejder kommunen et tillæg til kommuneplanen. Dette tillæg skal sammen med VVM-redegørelsen vedtages af byrådet, inden projektet kan igangsættes.

Kommuneplanen indeholder en række foreløbige arealreservationer til anlæg og projekter, der er omfattet af VVM-bestemmelserne. Disse arealreservationer skal følges op af et kommuneplantillæg med VVM-redegørelse, inden anlæggene eller projekterne kan gennemføres.

For arealreservationer til en række forskellige typer anlæg fremgår retningslinjerne af de respektive afsnit i kommuneplanen: veje, jernbaner, havne, flyvepladser, højspændingsanlæg, vindmøller, affaldsanlæg, lystbådehavne, fritidsanlæg, støjende fritidsanlæg, campingpladser og feriehoteller.

Indtil det pågældende anlæg er etableret, administreres arealet i overensstemmelse med retningslinjerne for den underliggende områdetype, jf. retningslinjer for områdetyper.

Retningslinjen for VVM-pligtige enkeltanlæg omfatter større VVM-pligtige anlæg, der ikke naturligt hører hjemme i kommuneplanens øvrige retningslinjer. Der er derfor også retningslinjer for VVM-pligtige anlæg i disse afsnit.

Enkeltanlæg

Kommuneplanens retningslinjer for de enkelte VVM-pligtige anlæg er overtaget fra de respektive tillæg til kommuneplan hhv. regionplan. For en nærmere redegørelse for de enkelte anlæg henvises til disse:

Tillæg nr. 30 til Kalundborg Kommuneplan 2000-2012 (Statoil)

Tillæg nr. 14 til Kalundborg Kommuneplan 2009-2021 (Statoil Refining Denmark A/S - Tanklager Øst)

Tillæg 2 inkl. VVM til Regionplan 2001-2012 for Vestsjællands Amt (Novo Gruppen)
Miljøministeriets kommuneplantillæg (oktober 2007) med VVM-redegørelse (Pronova BioPharma)

Vedr. sikkerhedszonen for Statoil

Der er omkring Statoil udlagt en sikkerhedszone på 300 meter. Inden for denne zone må der ikke etableres beboelse, institutioner eller erhvervsvirksomhed uden at der er indhentet udtalelse fra Beredskabsstyrelsen.

I henhold til Bekendtgørelse nr. 371 af 21. april 2016 om planlægning omkring risikovirksom-heder skal planmyndigheden inddrage hensynet til risikoen for større uheld i planlægningen forud for fastlæggelse af bestemmelser for arealanvendelsen i en kommune- og lokalplan, som omfatter arealer, der ligger nærmere end 500 meter eller inden for en større passende sikker-hedsafstand fra en virksomhed, som er defineret i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer. Det gælder f.eks. afstanden fra risikovirksomheden til offentlige arealer, rekreative områder, områder, som på grund af deres karakter er af særlig interesse eller særligt følsomme, større veje og andre transportanlæg, boligområder, offentlige bygninger og andre bygninger, hvor der samles mange mennesker såsom hoteller, plejeinstitutioner, daginstitutioner, forsamlingslokaler, undervisningslokaler og butikker, samt bygninger og områder, som er svære at evakuere.