Som hovedregel må der alene skiltes på den ejendom, hvorfra erhvervet, eller den aktivitet skiltningen omhandler, udøves.
Skiltning, udhængsskabe, belysning, markiser og andet facadeudstyr skal tage hensyn til bygningens arkitektur og omgivelserne og skal respektere facadernes proportioner, opdeling med døre og vinduer, materialer og farvesætning.
Sokler, gesimser og andre karakteristiske facadeelementer skal holdes fri for skiltning.
Facadeskilte skal som hovedregel begrænses til stueetagen og skal så vidt muligt samordnes med eventuel anden skiltning på facaden. Facadeskilte skal, hvor særlige forhold ikke gør sig gældende, udføres som løse bogstaver uden bagvedliggende plade.
Lysstyrken i lysskilte eller på belyste skilte skal være afdæmpet og afstemt efter forholdene og må ikke blænde, pulsere eller blinke.
Gavludsmykning/gavlmalerier kan kun tillades efter en vurdering af den kunstneriske værdi i hvert enkelt tilfælde. Gavlreklamer kan tillades som kunstnerisk udførte helheder.
Stilladsreklamer må kun opsættes i kortere perioder i forbindelse med renoveringer og lignende tidsbegrænsede aktiviteter.
Når intet andet er nævnt, må vej- og stiarealer ikke – hverken varigt eller midlertidigt – anvendes til opstilling af udstillinger eller reklameskilte.
I erhvervsområder kan der, efter en af Kommunalbestyrelsen vedtaget samlet model for det pågældende område, opstilles ensartede henvisningsskilte på udvalgte steder. Fælles henvisningsskilte må kun indeholde firmanavn og -logoer. Skiltene må ikke indeholde reklame for enkeltprodukter og må ikke udformes som lysskilte. Herudover kan der være skiltning ved den enkelte virksomhed i rimeligt omfang ved indkørsel og facade tilpasset bygningernes proportioner og opdelinger.
Reklameflag og -bannere kan kun tillades i erhvervsområder og kun i begrænset omfang efter en nærmere vurdering i hvert enkelt tilfælde.
Generelle rammebestemmelser for tværgående emner
Se indholdet i emnerne ved at vælge dem i tabellen nedenunder.