Redegørelse for vindmøller
Staten lægger vægt på, at der udpeges arealer i kommunerne til opstilling af vindmøller. Samtidig har Kalundborg Kommune som mål at fremme produktion og forbrug af vedvarende energi. I forhold til vindmøller har Kommunalbestyrelsen vedtaget at fremme vindmølleudbygningen i størst muligt omfang, i betragtning af de gunstige vindforhold i kommunen. Da vindforholdene oftest er bedst ved kysterne er det besluttet, at en placering i kystnærhedszonen også skal indgå i vurderingen ved vindmølleplanlægningen.
Derfor har udgangspunktet for planlægningen har været en screening af kommunen i forhold til afstandskravet til nærmeste beboelse på 4x møllens totalhøjde. Herefter er områder beliggende i internationale beskyttelsesområder, STØRRE UFORSTYRREDE LANDSKABER, KIRKEOMGIVELSER og KYSTNÆRHEDSZONE A udtaget. Ligeledes er områder, der er for små til at bære minimum to møller udtaget. Herefter er de resterende områder besigtiget for at vurdere de landskabelige forhold. Resultatet af denne screening er de syv områder, der fremgår af retningslinjerne.
I de udpegede VINDMØLLEOMRÅDER indgår flere herregårdslandskaber. Placering af vindmøller i disse landskaber ses ikke som uforenelige med beskyttelsesinteres-serne. Dels er vindmøller semipermanente konstruktioner, som med en levetid på maksimalt 20 år er omfattet af nedtagelsespligt, hvis de ikke længere er i brug. Dels har herregårdene historisk set, været karakteriseret ved større anlæg og udnyttelse af tidens nyeste teknologier. Vindmøller anses derfor som en videreførsel af den funktionalitet, der ligger i herregårdslandskaberne, i kraft af deres størrelse og historiske baggrund. Der skal dog ved en VVM nærmere redegøres for at beskyttelsesinteresserne ikke tilsidesættes ved opførelse af vindmøller.
Redegørelse for udpegningen af enkeltområder
Generelt set er områderne udpeget under hensyn til afstand til beboelse. Der kan dog gives dispensation i forhold til afstandskrav på 4 x totalhøjden til ansøgers egen beboelse. Såfremt et af de udpegede områder kan udvides, således at der kun skal dispenseres for egen beboelse, er dette muligt såfremt de resterende retningslinjer er opfyldt. Mølleantallet og/eller højden kan derved evt. øges.
Nedenstående beskrives de områder hvortil der knytter sig en særlig redegørelse
Område 4: Området ligger tæt på et EF-habitatområde og en VVM skal derfor godtgøre, at opstilling af vindmøller ikke er i konflikt med dette.
Område 5: Området ligger tæt på et EF-habitatområde og en VVM skal derfor godtgøre, at opstilling af vindmøller ikke er i konflikt med dette.
Planlægning og tilladelser
Opstilling af nye vindmøller og udskiftning af gamle vindmøller i de udpegede vindmølleområder vil som udgangspunkt altid være VVM- og lokalplanpligtige. I forbindelse med planlægningen skal udarbejdes en miljøvurdering af planerne, som normalt vil være en udvidelse af VVM - redegørelsen, hvor også krav om efterfølgende overvågning indarbejdes. Når lokalplanen er endeligt vedtaget, skal møllerne desuden have en VVM-tilladelse og en byggetilladelse samt eventuelt andre tilladelser i henhold til gældende lovgivning.
Opstilling inden for de udpegede vindmølleområder skal fortsat ske under hensyn til natur, landskab og miljø. Den nærmere planlægning skal redegøre for hensynet til de konkrete interesser i området. Hensynet til natur og landskab mv. kan føre til, at et vindmølleprojekt eller dele af et projekt må opgives.
Den detaljerede planlægning for et udpeget vindmølleområde skal sikre en optimal udnyttelse af området. Hvis der er plads til 3 møller i et vindmølleområde, er det ikke tilstrækkeligt at planlægge for 2 møller. Lokalplanen medfører dog ikke handlepligt. Et endeligt projekt kan derfor resultere i, at der kun opstilles 2 møller i første omgang.
Definitioner
- Store vindmøller: Møller med en totalhøjde på minimum 118 meter og maksimum 150 meter.
- Husstandsvindmølle: Enkeltstående mølle med spinkel konstruktion og totalhøjde på maksimalt 25 m.
- Totalhøjde på vindmøller: Højden målt fra terræn til vingespids, når spidsen er højest over terræn.
Store vindmøller
Store vindmøllers højde
Der er fastsat retningslinjer om en mindste totalhøjde på 118 meter for vindmøller. Kravet skal sikre en optimal udnyttelse af vindressourcen i kommunens opstillingsområder. Kravet gælder også i de udpegede vindmølleområder, hvor eksisterende møller senere skal udskiftes. På grund af de internationale luftfartsbestemmelser kan ikke opstilles vindmøller på land med en højde over 150 meter.
Kulturhistorie
Det skal tilstræbes, at vindmøller ikke forstyrrer oplevelsen af kirker, fredede bygninger, fortidsminder, kulturmiljøer eller landskaber af betydning.
Det betyder, at VVM - og lokalplanarbejdet i særlig grad skal vurdere konsekvenserne i forhold til de kulturhistoriske interesser f.eks. gennem visualisering.
Lokalplanlægning
En lokalplan for et vindmølleområde skal altid indeholde bestemmelser om møllernes præcise placering, antallet af møller, mindste og største totalhøjde, mindste effekt samt udseende, jf. også vindmøllecirkulæret.
Lokalplanen bør gives bonusvirkning, så der ikke skal gennemføres en efterfølgende landzonesagsbehandling af de enkelte vindmøller. Efter planlovens § 15, stk. 4, kan der knyttes betingelser til en bonuslokalplan svarende til vilkår, der ellers typisk bliver fastsat i en landzonetilladelse, f.eks. bestemmelser om, at møllerne skal fjernes, hvis de har været ude af drift i mere end 1 år.
Udseende
Hensynet til landskabet skal prioriteres ved opstillingen af vindmøller. De enkelte vindmøllegrupper skal opfattes som en harmonisk helhed. Derfor skal der stilles krav til ensartethed og opstillingsmønster. I ”Rapport fra regeringens planlægningsudvalg for vindmøller på land” fra foråret 2007, anbefales for grupper af 3 til 4 vindmøller, at disse opstilles i lige rækker med en afstand mellem møllerne på 3-5 gange rotordiameter. For at undgå problemer med turbulens og dermed en sikkerhedsmæssig belastning af konstruktionen på de enkelte møller, skal den indbyrdes afstand mellem møllerne være på mindst 3 gange rotordiameteren. Omvendt må der ikke være en afstand over 5 gange rotordiameteren, da opfattelsen af en sammenhængende vindmøllegruppe dermed forsvinder. Der kan dog være helt særlige situationer, hvor det kan være vanskeligt at overholde afstandskravene. Her skal det i VVM - vurderingen dokumenteres, at en anden indbyrdes afstand er nødvendig og hensigtsmæssig.
Kun møller med 3-bladet rotor kan opstilles, da det giver det mest harmoniske udtryk.
Desuden har det stor betydning, at møllerne ved deres farve og materialevalg i øvrigt fremtræder så neutrale som muligt i landskabet. Erfaringen viser, at lysegrå nuancer oftest passer til vejrlig og landskab.
Skilte, reklamer, logo og belysning bortset fra lysafmærkning må ikke anbringes på vindmøllerne. Sendeudstyr til radio- og telekommunikation kan anbringes på vindmøllerne i et omfang, hvor det ikke ødelægger den generelle arkitektur på den enkelte vindmølle.
Afstand til naturgasledninger og ledningsanlæg
Baggrunden for bestemmelsen om afstand til naturgasledninger er risikoen for lynnedslag og gensidige påvirkninger. Ved overordnede naturgasledninger af stål forstås Hovedtransmissionsledninger (80 bar) og regionale fordelingsledninger (16 bar).
For at forhindre risiko for kollision med luftledningsanlæg anbefales det, at vindmøller som minimum placeres i en afstand fra deklarationsarealet langs luftledningen svarende til vindmøllens fulde højde. Vindmøller kan påføre jordkabler skader ved lynnedslag, hvorfor det anbefales, at vindmøller ikke placeres nærmere end 50 m fra deklarationsarealer til el-kabelanlæg (jordkabler).
Afstand til radiokæder
Som hovedregel skal holdes en afstand på 200 meter fra overordnede radiokædeforbindelser og maritime anlæg til vindmøller. Materiale angående planlægning og opstilling af vindmøller i nærheden af en overordnet radiokæde findes Ervhervsstyrelsens hjemmeside.
Afstand til overordnede veje
Af hensyn til trafiksikkerheden på overordnede og vigtige vejforbindelser, skal der ved placering af vindmøller tages hensyn til, at der ikke må kunne ske nedblæsning eller udslyngning af isdannelser, vingespidser og lignende eller optræde uheldige optiske virkninger for trafikanterne. Disse forhold skal vurderes nærmere, hvis retningslinjen om 1,7 gange møllens totalhøjde eller 250 meter til overordnede veje ikke er overholdt. Af landskabsæstetiske og trafiksikkerhedsmæssige grunde bør vindmøller ikke placeres i vejens sigtelinje, da det kan fjerne trafikanternes opmærksomhed fra vejen.
Afstand til kysten
Ved opstilling af store møller nær kysten skal Farvandsvæsenet kontaktes, idet vindmøllerne kan give problemer i forhold til fyr og sømærker.
Afstand til forsvarets anlæg
Ved placering af møller inden for en radius af 5 km fra forsvarets skyde- og øvelsesterræner skal Forsvarsministeriet høres.
Afstand til flyvepladser
Vindmøller må ikke opstilles, så de giver risiko for brug af flyvepladser eller giver gener for radionavigationsanlæg, der betjener luftfarten. Som udgangspunkt kan der ikke opstilles møller inden for 2,5 km fra en flyveplads og 1 km fra et radionavigationsanlæg uden, at det er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.
Afstand til veje og baner
Vindmøller må som udgangspunkt ikke placeres nærmere veje og baner end 1 gange møllens totale højde, dog mindst 250 m fra overordnede veje. Ved planlægning i zonen mellem 1 og 1,7 gange møllens totalhøjde skal hhv. Vejdirektoratet eller Banedanmark høres.
Naturbeskyttelsesloven
Der må som udgangspunkt ikke opstilles vindmøller og husstandsmøller på arealer, der er beskyttet jf. Naturbeskyttelesloven (moser, heder, enge, overdrev, diger m.m.) samt inden for beskyttelseslinjerne om fortidsminder, skove, strande, søer, åer og kirker.
Støj
Miljøministeriets bekendtgørelse om støj fra vindmøller fastlægger regler om støjniveau i forhold til nærmeste nabobeboelse. Overholdelse af disse krav skal dokumenteres i ansøgningsfasen.
Støjkonsekvenszoner fremgår af kommuneplantillæggene for de enkelte vindmølleområder.
Skyggekast
Skyggekast opstår, når vindmøllens vinger står mellem solen og beboelse. Generne fra skyggekast skal, ligesom støjgener, vurderes i forhold til både beboelse og udendørs opholdsarealer såsom haver og terrasser mv. i umiddelbar tilknytning til beboelsen.
I overensstemmelse med Miljøministeriets anbefaling er der i retningslinjerne fastsat en grænse på 10 timers skyggekast pr. år ved nabobeboelser, beregnet som reel skyggetid ved hjælp af programmet ”WindPRO, shadow” eller tilsvarende. Vindmøller skal udføres med teknik og software, der gør det muligt at begrænse den reelle skyggetid, hvis det viser sig nødvendigt for at overholde 10 timers grænsen.
Lysafmærkning
Anlæg med en højde indtil 150 meter skal, hvis luftfartsvæsenet vurderer det nødvendigt, afmærkes med lys af hensyn til lufttrafikkens sikkerhed.
Vejadgang og jordbrugsinteresser
Opstilling af vindmøller skal ske under hensyntagen til den eksisterende jordbrugsmæssige anvendelse af et område. Inden for et vindmølleområde, eller lokalplanområde til vindmøller kan den jordbrugsmæssige anvendelse fortsætte som hidtil, og i planlægningen for vindmøller skal hensynet til landbrugsdriften indgå. Det kan f.eks. ske ved at anlægge servicevejene til møllerne, så de generer markdriften mindst muligt.
Udskiftning
Vindmøllecirkulæret giver landzonemyndigheden mulighed for undtagelsesvist at tillade genopstilling af en vindmølle uden for de udpegede områder, hvis der foreligger en særlig begrundelse som f.eks., at møllen er gået i stykker på grund af lynnedslag eller lignende.
Konsekvenszone
For at sikre at støjfølsomme områder bliver lokaliseret i god afstand fra planlagte vindmøller, er der udlagt en konsekvenszone på 5 x totalhøjden omkring fremtidige vindmølleområder. Støjfølsom anvendelse defineres som områder, der anvendes til eller i lokalplan eller byplanvedtægt er udlagt til bolig-, institutions-, sommerhus- eller kolonihaveformål eller som rekreative områder.
Husstandsmøller
Det kræver normalt en landzonetilladelse efter planloven at opføre en husstandsvindmølle. Grundlaget for landzonesagsbehandlingen vil være retningslinjerne om husstandsvindmøller, de øvrige retningslinjer for det åbne land og de konkrete støjhensyn. Det betyder, at der efter en konkret vurdering, hvori der indgår de ovennævnte forhold, kan gives tilladelse til husstandsmøller, der ikke belaster landskabet.
Kravet om 3-bladet rotor gælder ikke for husstandsmøller. Farvevalget skal være neutralt og skilte, reklamer, logo og belysning bortset fra lysafmærkning må ikke anbringes på vindmøllerne.
Baggrund for mål
Målene er videreført uændret fra sidste kommuneplan.
VE-lov
20. maj 2011 er den nye VE-lov (samlet lovgivning om fremme af vedvarende energi) trådt i kraft. Loven er en styrkelse af de lokale vilkår for naboer og andre borgere til nye vindmølleprojekter.
Loven omfatter fire initiativer på vindmølleområdet:
- garantifond til støtte af finansiering af forundersøgelser m.v.
- værditab på fast ejendom ved opstilling af vindmøller
- køberet til vindmølleandele for lokale borgere
- grøn ordning til styrkelse af lokale landskabelige og rekreative værdier
VE-loven administreres af Energinet.dk og involverer som sådan ikke kommunen som myndighed. Undtaget herfra er grøn ordning, hvor kommunen er ansøger på projekter omfattet af ordningen. Omfattet af initiativerne er vindmøller over 25 meter, bortset fra havvindmøller. Ordningen gælder derfor ikke husstandsmøller eller minimøller.
Garantifonden
Garantifonden skal lette finansieringsmulighederne for lokale vindmøllelav. Der kan stilles garanti på op til 500.000 kr. pr. projekt til forundersøgelser fx: undersøgelse af placeringer, tekniske og økonomiske vurderinger samt forberedelse af ansøgninger.
Lavet skal have mindst 10 deltagere og flertallet skal have fast bopæl i kommunen eller indenfor en radius af 4,5 km. Det er Energinet.dk kan udstede garantier og der er en begrænset pulje på DKK 10 mio.
Værditab på fast ejendom ved opstilling af vindmøller
Værditabsordningen fastlægger at opstillere af vindmøller skal erstatte værditab større end 1% på naboejendomme.
Anmeldelse: Ejere af fast ejendom skal anmelde værditab til Energinet.dk senest 4 uger efter det offentlige møde som opstilleren af vindmøller skal afholde senest 4 uger før udløb af høringsfristen for det offentliggjorte forslag til kommuneplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse.
Gebyr: Ejere af ejendomme, der ligger udenfor en afstand af 6 x møllehøjde skal betale et gebyr på 4.000 kr., som tilbagebetales, såfremt de tilkendes godtgørelse.
Godkendelse: Opstillere skal udarbejde annonce- og orienteringsmateriale, som skal godkendes af Energinet.dk.
Frivillig aftale: Godtgørelse kan aftales mellem parterne (op til 4 uger efter) eller en uvildig taksationsmyndighed kan fastsætte værditabet.
Erstatning for naboer ved opstilling af vindmøller:Det grundlæggende princip i miljø- og planlovgivningen er, at naboer til miljøbelastende anlæg ikke må påføres gener udover, hvad der kan forventes som følge af samfundsudviklingen. Disse hensyn varetages, i forhold til vindmøller, gennem grænseværdier for vindmøllestøj, fastsat af miljøministeren, gennem bestemmelser om minimumsafstande mellem vindmøller og naboer (der ikke må være tættere end 4 gange vindmøllehøjden til naboer) og endeligt gennem krav om maksimalt 10 skyggetimer pr. år. Mens der efter den nye VE-lov SKAL fastsættes en godtgørelse, selv om vindmølleopstilleren har fulgt alle regler, og blot udnyttet sin tilladelse til opsætning af vindmøller.
Hvis der ikke kan indgås frivillig aftale opgør taksationsformænd og en sagkyndig værditabet. Værditabet skal fastsættes efter de almindelige erstatningsretlige principper, dvs. ud fra en konkret individuel vurdering af den enkelte ejendom. Vurderingen baseres på et skøn fra taksationsmyndigheden, særligt under hensyntagen til, at der ikke foreligger retspraksis. I tilfælde af uenighed er formanden stemme afgørende.
Køberetsordningen
Køberetsordningen betyder at opstillere skal udbyde mindst 20% af mølleprojektet i
andele til naboer og borgere. Købsberettigede skal være 18 år og have fast bopæl indenfor en radius af 4,5 km (1. prioritet) eller i kommunen (2. prioritet). Sommerhusejere er ikke købsberettigede. Andelsprisen er fastsat til prisen på 1000 kWh. Opstiller skal udarbejde et udbudsmateriale, som skal godkendes af Energinet.dk.
Ved gennemgang af indkomne bud skal tilstræbes, at flest mulig opnår ejerandele, således at der er størst mulig lokal forankring. Således tildeles først én andel til flest mulige ansøger. Hvis der stadig er andele tilbage, tildeles disse de ansøgere, der evt. har søgt flere andele. Køberetsordningen omfatter ikke forsøgsmøller.
Den Grønne ordning
Den Grønne Ordning er oprettet for at fremme lokal accept ved opstillingen af nye vindmøller. Under denne ordning kan kommunen søge tilskud til styrkelse af landskabelige eller rekreative værdier i kommunen, samt kulturelle og informative aktiviteter.
Ansøgningen kan kun imødekommes, hvis dispositionssummen for den pågældende kommune kan rumme projektet.
Dispositionssummen er på 88.000 kr pr MW der opstilles. Energinet.dk foretager en vurdering af projektet, som sikrer, at det er i overensstemmelse med lovens intention. Beløbet kan søges i det øjeblik vindmøllerne nettilsluttes.