Miljøvurdering

Miljøvurdering af planlægning for vindmøller blev udarbejdet i forbindelse med Kommuneplan 2009-2021.

Miljøvurdering

Kommuneplanens retningslinjer for vindmøller er nye og erstatter som helhed regionplanens retningslinjer for vindmøller. Det skyldes bl.a., at de amtslige udpegninger af vindmølleområder er baseret på møllehøjder, der er lavere end de møller, der i dag stilles op. Det har derfor været nødvendigt at revidere kommunens vindmølleplanlægning helt. Med de nye retningslinjer er der i alt udpeget otte områder til opstilling af store vindmøller.

Det er Kommunalbestyrelsens ønske at fremme vindmølleudbygningen i Kalundborg Kommune mest muligt set i lyset af klimaudfordringerne og de gunstige vindmæssige forhold, der forefindes i kommunen. Udnyttelse af vindenergi har en positiv effekt på miljø og klima, men opstilling af vindmøller kan påvirke bl.a. landskab, natur og befolkning negativt.

0-alternativ

De eksisterende udpegede vindmølleområder er udpeget med udgangspunkt i vindmøllehøjder, der er lavere end de møller, der i dag stilles op. Hvis disse udpegninger opretholdes vil det ikke uden kommuneplantillæg være muligt at opstille møller i den ønskede højde. Det vil forringe kommunens mulighed for at fremme vindenergiproduktionen.

Miljøstatus

Landskab

Kalundborg Kommune er præget af et meget varieret landskab, der overordnet kan karakteriseres som et morænelandskab, der stedvist præges af markante randmoræner eller dødislandskaber. Vindmølleområderne er generelt placeret uden for de mest markante landskabsområder i et forholdsvist jævnt terræn. På Asnæs er udpeget et vindmølleområde syd/sydvest for Lerchenborg Gods, der ligger inden for kystnærhedszonen. Ifølge planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 1 må der i kystnærhedszonen kun planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.

Kommunen rummer flere udpegede kulturmiljøer, der omfatter større kulturhistoriske sammenhænge i landskabet eller afgrænsede, kulturhistoriske (lands)bymiljøer. Et af vindmølleområderne ligger i udpeget kulturmiljø. Udpegningen betyder, at tekniske anlæg kun må placeres i områderne, hvis det kan ske uden at forringe oplevelsen eller forståelsen af kulturmiljøet.

Natur

Kalundborg Kommune rummer mange værdifulde naturområder, herunder flere NATURA 2000-områder . I og omkring disse områder må der ikke ske en forringelse af det enkelte områdes udpegningsgrundlag som følge af opsætning af vindmøller. Udpegningsgrundlaget består af arter eller naturtyper eller begge dele i henhold til EU’s habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiver. Målet er at sikre eller genoprette gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper, som områderne er udpeget for at bevare. Områderne kan blive påvirket af bl.a. støj og refleksioner fra vindmøllerne. Alle foreslåede vindmølleområder ligger uden for kommunens NATURA 2000-områder, men to af dem ligger umiddelbart op til hhv. habitatområde nr. 137, habitatområde nr. 138 og fuglebeskyttelsesområde nr. 100. Et tredje område ligger i en afstand på 1,5 km fra habitatområde nr. 137.

Habitatområde 137 Store Åmose, Skarresø og Bregninge Å 
Habitatområde 138 Åmose, Tissø, Halleby Å og Flasken
Fuglebeskyttelsesområde 100 Tissø, Åmose og Hallenslev Mose (delvis sammenfaldende med habitatområde nr. 138)

For alle foreslåede vindmølleområder gælder, at dyr og planter, der er omfattet af habitatdirektivets bilag IV, kan have levested, fødesøgningsområde eller sporadisk opholdssted inden for vindmølleområderne. Habitatdirektivet forpligter medlemslandene til at sikre en streng beskyttelsesordning for en række dyr og planter overalt i landet uanset hvor de forekommer indenfor et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. For bilag IV-dyrearter gælder, at de ikke må fanges, dræbes, forstyrres eller få ødelagt deres levesteder. En lignende beskyttelse gælder for bilag IV-plantearter, som ikke må plukkes, graves op eller på anden måde ødelægges. Bilag IV-arterne er beskyttet efter habitatbekendtgørelsens § 11 om beskyttelse af yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for dyrearter samt beskyttelse af plantearter i alle livsstadier.

Endelig rummer kommunen mange naturtyper, der er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven § 3. Flere af de foreslåede vindmølleområder rummer beskyttede søer, vandløb samt eng- og moseområder. Der må jf. naturbeskyttelsesloven ikke ske ændringer i tilstanden af disse naturtyper. Myndigheden kan i særlige tilfælde dispensere for forbuddet mod tilstandsændringer jf. § 65, stk. 3 i naturbeskyttelsesloven.

De væsentligste natur-, kultur- og landskabsinteresser i kommunen indgår i større sammenhængende beskyttelsesområder, inden for hvilke flere af de foreslåede vindmølleområder er placeret. Som udgangspunkt kan større tekniske anlæg ikke placeres inden for disse områder. Alternativt kan det kun ske, hvis det ikke forringer områdets kvaliteter og hvis anlæggene tilpasses landskabet.

Vurdering og anbefalinger

Landskab

Store vindmøller kan påvirke landskabets karakter og oplevelsen heraf væsentligt både i kraft af deres markante størrelse samt reflekterende overflade. Visse landskaber er særligt sårbare. Det gælder især kystlandskaber, større uforstyrrede landskaber samt landskaber der i øvrigt byder på visuelle oplevelsesmuligheder betinget af kulturhistoriske landskabsmønstre, geologiske strukturer, naturområder mv.

Vindmølleområderne vurderes at have en overvejende uproblematisk placering i forhold til karakteren af de landskaber, de er udpeget i. Undtagelsen er vindmølleområdet på Asnæs der vurderes at kunne påvirke kystlandskabet væsentligt. Den bugtede kystlinje og det smalle næs betyder, at der knytter sig særlige visuelle oplevelsesmuligheder til kystlandskabet, der derfor er sårbart over for markante tekniske anlæg. Da vindmølleområdet er placeret kystnært og højt i terræn i forhold til omgivelserne, vil de store vindmøller virke markante i landskabet og være synlige fra de kystnære landskaber omkring Jammerland Bugt og Kalundborg Fjord. De kan dermed forringe oplevelsen af store, sammenhængende kystområder. For at bevare landskabets karakter og særlige landskabelige oplevelsesmuligheder i videst muligt omfang, er det vigtigt, at der i forbindelse med den videre planlægning for vindmøller i de udpegede områder laves konkrete vurderinger af møllernes konsekvenser for landskabet, herunder en redegørelse for den funktionelle begrundelse for den kystnære placering. Vindforhold kan begrunde en kystnær placering af vindmøller.

Generelt vurderes det at være problematisk at placere store vindmøller i udpegede kulturmiljøer, da de visuelt er et markant anlæg uden kulturhistorisk tilknytning til det udpegede miljø. Det er derfor vigtigt, at der i forbindelse med den videre planlægning for vindmøller i de udpegede områder laves en konkret vurdering af vindmøllernes visuelle påvirkning af oplevelsen og forståelsen af det enkelte kulturmiljø.

Natur

For de tre vindmølleområder, der ligger i hhv. umiddelbar tilknytning til og i nærheden af udpegede Natura 2000-områder, skal det ved nærmere undersøgelser sikres, at opstilling af vindmøller ikke vil påvirke områderne, herunder de arter og naturtyper, som områderne er udpeget for at bevare. Hvis der er en risiko for væsentlige påvirkninger skal der gennemføres en nærmere konsekvensvurdering. Vurderingen skal foretages i forhold til det berørte områdes bevaringsmålsætninger. Hvis myndigheden ikke på grundlag af en konsekvensvurdering kan afvise, at området skades, kan projektet ikke vedtages og der skal der findes alternativ placering. Endvidere kan det i forbindelse med den videre vindmølleplanlægning være relevant med en nærmere undersøgelse af eventuelle forekomster af bilag IV-arter i områderne. Den ønskede planlægning kan ikke gennemføres, hvis vindmøllerne kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i dyrenes naturlige udbredelsesområde eller ødelægge plantearter i anlægsfasen eller efterfølgende.

I de områder, hvor der findes naturtyper beskyttet efter naturbeskyttelsesloven § 3 skal det i forbindelse med den videre vindmølleplanlægning sikres, at tilstanden af disse naturtyper ikke ændres direkte eller indirekte af vindmøllerne i anlægsfasen og efterfølgende. Alternativt skal der gennemføres afhjælpende foranstaltninger, herunder fx etablering af erstatningsbiotoper.

Anbefalinger

Der skal i forbindelse med den videre planlægning for vindmøller i de udpegede områder udarbejdes en vurdering af vindmøllernes virkning på miljøet (VVM), jf. VVM-bekendtgørelsen*. Herudover skal der for vindmølleområder, hvor der kan være en risiko for væsentlige påvirkninger af Natura 2000-områder gennemføres en konsekvensvurdering af projektet. Udfaldet af vurderingerne kan være, at det ikke er muligt at udnytte områderne til vindmøller i det omfang, der er angivet i retningslinjerne.

Vurderingen bør bl.a. omfatte en vurdering af vindmøllernes:

Visuelle påvirkning af landskabets karakter, mønstre og sårbare områder.
Visuelle påvirkning af oplevelsen og forståelsen af berørte kulturmiljøer.
Konsekvensvurdering af berørte NATURA 2000-områder.
Påvirkning af evt. forekommende bilag IV-arters yngle- og rasteområder.
Påvirkning af § 3 beskyttede naturtypers tilstand.
Redegørelse for den funktionelle begrundelse for den kystnære placering.

På baggrund af den gennemførte VVM skal det sikres, at der i planen for vindmøller i de enkelte områder tages de nødvendige hensyn til bl.a. landskab, kulturmiljøer og naturværdier.

*) Bekendtgørelse nr. 1335 af 6. december 2006 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning.