Redegørelse for naturbeskyttelse

Grønt Danmarkskort og naturbeskyttelse

Områder med særlige naturbeskyttelsesinteresser består af Kalundborg Kommunes særligt værdifulde natur og potentielle naturområder samt økologiske forbindelser og potentielle økologiske forbindelser. De fire udpegninger udgør tilsammen Grønt Danmarkskort. Grønt Danmarkskort omfatter mere pæcist Natura 2000-områderne på land, §3 beskyttede arealer, fredede områder med høj naturværdi, særligt værdifulde skove og eksisterede og potentielle økologiske forbindelser, som skaber større sammenhæng i naturnetværket.

Det er en statslig interesse at sikre de særlige naturbeskyttelsesinteresser i Natura 2000-områder, generelt beskyttede naturområder efter naturbeskyttelseslovens § 3, strand- og klitfredede områder og naturfredede områder. Det er desuden en statslig interesse at sikre sammenhæng i naturen på tværs af administrative grænser og sikre koordination med handleplanerne, der realiserer Vand- og Natura 2000-planerne [Erhvervsstyrelsen, 2015].

Grønt Danmarkskort består af en udpegning af eksisterende og potentielle naturområder samt eksisterende og potentielle økologiske forbindelser. Kommunalbestyrelsen skal ved udpegning af eksisterende og potentielle naturområder anvende Digitale Naturkort. Kommunalbestyrelsen skal bl.a. udpege eksisterende Natura 2000-områder på land til at indgå i Grønt Danmarkskort. Kommunalbestyrelsen skal ved udpegning af øvrige eksisterende og potentielle naturområder, jf. Planlovens 11a, stk. 3, anvende følgende kriterier i prioriteret rækkefølge:

  1. Områder med særlige naturbeskyttelsesinteresser uden for Natura 2000-områderne.
  2. Potentielle naturområder, som kan udvide eller skabe sammenhæng mellem eksisterende værdifulde naturområder, herunder i tilknytning til og mellem Natura 2000-områder.
  3. Naturområder, som samtidig bidrager til andre formål, herunder klimatilpasning og klimaforebyggelse, et bedre vandmiljø eller rekreation.

Ved at åbne denne oversigt ses en liste over den natur, som indgår i Grønt Danmarkskort.

I Kalundborg Kommune er Grønt Danmarkskort delt i fire kategorier: Særligt værdifulde naturområder og potentielle naturområder samt eksisterende og potentielle økologiske forbindelser. Ved at have udpeget eksisterende, særligt værdifulde naturområder synliggøres det, hvor Kalundborg Kommune har sin mest værdifulde og bevaringsværdige natur. De potentielle naturområder udgøres overvejende af naturarealer med relativt dårlig naturkvalitet, men hvor der er et betydeligt potentiale for at opnå eller genoprette en bedre naturtilstand ved en almindelig naturplejeindsats. Derfor er en retningslinje netop, at naturindsatser og naturprojekter skal forsøges prioriteret og gennemført indenfor Grønt Danmarkskort.

Med udpegningen af økologiske forbindelser ønsker kommunen at skabe og beskytte et net af grønne forbindelser. Det er et mål, at planlægningen sikrer sammenhæng mellem Natura 2000-områderne, generelt beskyttede naturområder (§ 3-områder), skove og fredede områder ved at forbinde dem med økologiske forbindelser/spredningskorridorer. Mange dyr og planter har haft en stor tilbagegang, og en medvirkende årsag i de seneste årtier er at levestederne er blevet isolerede i forhold til hinanden. Herved bliver bestandene sårbare over for f.eks. indavl og tilfældige “katastrofer” af menneskelig eller naturlig oprindelse. Uden økologisker forbindelser, der kan sikre spredningen af dyr og planter mellem levestederne i landskabet, vil levestederne med tiden blive tømt for naturindholdet på grund af den fremadskridende uddøen af arter.

Økologiske forbindelser kan til dels varetages ved administration af naturbeskyttelseslovens § 3, miljøbeskyttelsesloven m.v., dels vil det være nødvendigt med et samarbejde med landbruget og øvrige lodejere, der sikrer de dele af forbindelser, som ikke er omfattet af lovens bestemmelser, f.eks. levende hegn og markskel.

Økologiske forbindelser er udpeget ved at lægge buffere omkring våd natur (vandløb, søer, moser, enge), kystnatur og tør natur (strandenge og andre strandarealer, overdrev og heder) og skovnatur (både arealer med fredskovpligt og andre bevoksninger, hegn og remiser). Bufferarealet for hver af de tre naturtyper udgør de eksisterende, økologiske forbindelser og er renset for mindre øer, der ligger isoleret i landskabet. Til de potentielle økologiske forbindelser er anvendt en tilsvarende, men større buffer til de våde naturtyper og til skovene. Herved afsløres det, hvor f.eks. nyplantning af skov eller gravning af nye vandhuller kan danne trædesten mellem de eksisterende forbindelser. Formålet med udpegningen af de økologiske forbindelser er at anskueliggøre, hvor økologiske forbindelser allerede eksisterer og bør fastholdes, og hvor det vil give bedst mening at styrke eller oprette forbindelser i landskabet, i hovedsagen indenfor de potentielle økologiske forbindelser.

Natura 2000-områderne (Internationale naturbeskyttelsesområder)

Natura 2000-områderne eller de internationale naturbeskyttelsesområder eller Natura 2000-områder er i praksis en samlet betegnelse for Ramsarområder, EU-fuglebeskyttelsesområder og EU-habitatområder. Ramsarområderne er udpeget for at beskytte vådområder af international betydning navnlig som levesteder for vandfugle. EU-fuglebeskyttelsesområder er udpeget med særligt henblik på at beskytte områder med mange trækfugle og for at forbedre vilkårene for fuglearter, som er truede, særligt sårbare eller sjældne. Tilsvarende er EU-habitatområder udpeget for at beskytte en række dyr og planter og for at sikre visse naturtyper særlig beskyttelse. Habitatområderne er tænkt som et netværk af grønne korridorer over hele EU.

Planforslag, som enten i sig selv eller i forbindelse med andre planer kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, skal konsekvensvurderes. Ved tilladelser, dispensationer eller godkendelser, der kunne påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde, skal det i afgørelsen være godtgjort, at det ansøgte ikke indebærer væsentlige forringelser eller forstyrrelser af naturtyperne og arterne, som området er udpeget for.

I henhold til miljømålsloven har staten vedtaget naturplaner for Natura 2000-områderne, der indeholder mål for hvilken naturtilstand der skal opnås indenfor planperioden. Natura 2000-planlægningen er en bindende forudsætning for den øvrige kommunale planlægning, og indebærer hovedsageligt at der iværksættes indsatser efter kommunale og statslige handleplaner med planperioder på 6 hhv. 12 år. Den aktuelle planperiode for handleplanerne løber indtil 2021.

De nuværende statslige naturplaner har ikke indarbejdet et evt. hensyn til naturarealernes fremtidige sårbarhed overfor klimaforandringerne. Det forventes, at dette vil indgå i de kommende Natura2000 handleplaner. Kalundborg Kommune afventer derfor disse.

Liste over internationale naturbeskyttelsesområder i Kalundborg kommune med deres indhold af habitat- fuglebeskyttelses- og Ramsar-områder:

Natura 2000-område nr. 154 Sejerø Bugt og Saltbæk Vig, Diesebjerg og Bollinge Bakke (deles med Odsherred Kommune):

  • Habitatområde nr. 135: Sejerø Bugt og Saltbæk Vig
  • Habitatområde nr. 244: Bjergene, Diesebjerg og Bollinge Bakke (ligger helt i Odsherred Kommune)
  • EU-Fuglebeskyttelsesområde nr. 94: Sejerø Bugt og Nekselø (også Ramsarområde nr 18)
  • EU-Fuglebeskyttelsesområde nr. 99: Saltbæk Vig

Natura 2000-område nr. 156 Store Åmose, Skarresø og Bregninge Å (deles med Holbæk og Sorø kommuner):

  • Habitatområde nr. 137: Store Åmose, Skarresø og Bregninge Å

Natura 2000-område nr. 157 Åmose, Tissø, Halleby Å og Flasken:

  • Habitatområde nr. 138: Åmose, Tissø, Halleby Å og Flasken
  • EU-Fuglebeskyttelsesområde nr. 100: Tissø, Åmose og Hallenslev Mose

Natura 2000-område nr. 166 Røsnæs, Røsnæs Rev og Kalundborg Fjord:

  • Habitatområde nr. 195: Røsnæs, Røsnæs Rev og Kalundborg Fjord

Beskyttede, sårbare og truede arter

En gruppe af dyr og planter, de såkaldte bilag IV-arter, nyder en streng beskyttelse både inden for og uden for internationale naturbeskyttelsesområder efter bestemmelser i EF-habitatdirektivets artikel 12. Som for de internationale naturbeskyttelsesområder skal det i forbindelse med planer, projekter og afgørelser vurderes, om bilag IV-arter eller deres levesteder påvirkes negativt.

Følgende bilag IV-arter kendt fra Kalundborg kommune:

  • Enkelt Månerude
  • Mygblomst
  • Grøn Mosaikguldsmed
  • Grønbroget Tudse
  • Klokkefrø
  • Løgfrø
  • Spidssnudet Frø
  • Stor Vandsalamander
  • Strandtudse
  • Markfirben
  • Marsvin
  • Odder
  • Skimmelflagermus
  • Langøret Flagermus
  • Brunflagermus
  • Dværgflagermus
  • Sydflagermus
  • Troldflagermus
  • Vandflagermus

Arter i markant tilbagegang vil være opført på den danske rødliste. Denne skal give opdaterede informationer om sjældne og særligt beskyttelseskrævende arter til brug for naturforvaltningen, og rødlisten indgår desuden i opfyldelsen af Danmarks forpligtelser i henhold til den internationale biodiversitetskonvention. De behov og krav til levesteder, som rødlistearterne har, vil derfor spille ind i kommunens indsatser for naturbevarelse og for at forbedre arters spredningsmuligheder og fri bevægelighed.

Som eksempler på sårbare eller truede arter i Kalundborg kommune kan nævnes Odder*, Spættet Sæl, Havørn, tre arter af Vindelsnegle, Cirkelmundet Lågsnegl, Klokkefrø*, Stor Vandsalamander*, Pigsmerling, Enkelt Månerude*, Mygblomst*, Pukkellæbe og Fransk Bredpande, hvoraf de stjernemærkede også er bilag IV-arter, se ovenfor. Hvor alle landes orkidéer og alle padder og krybdyr er fredet ifølge dansk lovgivning, gælder dette kun for et fåtal af øvrige planter, fisk, insekter og bløddyr. Alle pattedyr og fugle, der ikke er fastsat en jagttid for, kan betragtes som fredede, og dyr med jagttid er fredet uden for denne.

Arealer beskyttet efter national lovgivning

De naturtyper, der siden 1. juli 1992 har været beskyttet ifølge naturbeskyttelseslovens §3, er overdrev, heder, enge, moser og strandenge med areal større end 2.500 m2 og søer større end 100 m2. Disse kaldes i daglig tale for §3-arealer, §3-områder eller §3-natur. Desuden er udpegede åstrækninger, der allerede blev beskyttet i 1982, lagt ind under §3-beskyttelsen. Formålet med loven var at stoppe den tilbagegang, som naturtyperne har været udsat for landet over, og beskyttelsen fungerer som en forbudsparagraf, der forbyder ændring af tilstanden. Dispensation til tilstandsændring gives kun i særlige tilfælde.

Naturforvaltning

Naturforvaltningen i kommunen omfatter tilsyn med fredede arealer og med beskyttede naturområder og kan også bidrage til forbedring af offentlighedens adgangs- og opholdsmuligheder i naturen og formidling. Ifølge naturbeskyttelsesloven er der pligt til at foretage naturpleje på de beskyttede arealer, som ejes af kommunen, bortset fra søer. Desuden kan kommunen foretage pleje af fredede arealer i privateje. Tilsvarende har kommunen ifølge museumsloven pligt til at pleje fortidsminder og jord- og stendiger på kommunal ejendom, og kommunen kan foretage pleje af diger og af privatejede fortidsminder.

Naturforvaltning søges samlet i indenfor den særligt værdifulde natur og de potentielle naturområder. Etablering af nye levesteder for dyre- og planteliv kan ske i områder, der grænser op til eksisterende naturområder, i områder, der for længere tid udtages af jordbrugsdrift, og i områder i tilknytning til landsbyer, hvor der gøres en særlig indsats for at forbedre offentlighedens rekreative muligheder.

Det Grønne Dialogforum inddrages i det overordnede og principielle arbejde med mål og handlingsplaner for naturforvaltningen. Borgere kan inddrages i forbindelse med kommunens egne naturforvaltningsprojekter f.eks. gennem grønne partnerskaber m.m.

Fredede områder

Bestemmelserne for de fredede områder er fastlagt i egentlige, tinglyste fredningskendelser. Formålet ved en fredning kan være sikring af både naturmæssige, landskabelige og rekreative forhold. Kort 6.4.e over fredninger viser alle fredninger, også de kulturhistoriske. For nærmere beskrivelse af fredningerne henvises til kommunes digitale kortportal.

Tryk på for at tænde og slukke for lagene.


Kort 6.4.e. Fredninger

Naturpark Åmosen

I 2013 er har Naturpark Åmosen i samarbejde med Sorø-, Holbæk- og Kalundborg Kommuner udarbejdet en naturparkplan for Naturpark Åmosen. Naturparkplanen fastlægger retningslinjer for Naturpark Åmosens udvikling og beskriver styregruppens visioner og mål for den videre udvikling. Naturparkplanen har ingen retsvirkninger for hverken kommuner, lodsejere, region eller stat og er alene afhængig af, hvad der kan opnås ved frivillige aftaler og af, at der kan indhentes de nødvendige tilladelser hos de ansvarlige myndigheder. Udviklingen i Naturpark Åmosen skal hvile på bæredygtighed og frivillighed. Naturpark Åmosen blev i 2014 certificeret som Danmarks første Naturpark. En certificering hos Friluftsrådet vil tidligst kunne ske i efteråret 2013.

Behov for planlægning i kommende planperiode

En naturkvalitetsplan er nødvendig for at kunne nå målsætningen om at øge kvaliteten af naturværdierne; dels skal naturkvalitetsplanen bruges til at prioritere handlingerne/naturplejen, dels kan værdien ikke gøres op i før- og efter-situationen uden den naturkvalitetskortlægning, som vil indgå i planen. I 2017 foretages en registrering og kvalitetsvurdering af de kommunalt ejede, § 3-beskyttede naturarealer, der udgør ca. 5 % af det samlede antal af § 3-arealer i kommunen (ca. 5.500 stk).

Naturpark Åmosen er en selvstændig fond med egen bestyrelse og et Naturpark Råd, som et rådgivende forum. Naturpark Åmosen tager løbende stilling til sin afgræsning ud fra ønsker fra lodsejere og ud fra forskellige kriterier. I den kommende planperiode kan der derfor komme et behov for revidering af Naturpark Åmosens afgrænsning.

Baggrund for mål

Målene er overført fra Kalundborg Kommuneplan 2013 og er dannet på baggrund af statslige krav til den kommunale planlægning.